![]() |
Rigshospitalets Fertilitetsklinik tilbyder ægdonation til barnløse par, hvor kvinden ikke selv danner æg i æggestokkene - fx pga. "for tidlig overgangsalder", tidligere behandling for kræft, fordi æggestokkene er fjernet ved en operation, eller fordi kvinden er født uden æg-anlæg. Disse pars eneste mulighed for at opnå en graviditet er ved, at en anden kvinde donerer ubefrugtede æg. |
Rigshospitalets Fertilitetsklinik tilbyder ægdonation til barnløse par, hvor kvinden ikke selv danner æg i æggestokkene - fx pga. "for tidlig overgangsalder", tidligere behandling for kræft, fordi æggestokkene er fjernet ved en operation, eller fordi kvinden er født uden æg-anlæg. Disse pars eneste mulighed for at opnå en graviditet er ved, at en anden kvinde donerer ubefrugtede æg.
Lovmæssige krav til kvinder der ønsker at donere æg:
I en normal menstruationscyklus udvikler kvinden 1 modent æg per måned. Hvis du ønsker at donere ubefrugtede æg, vil vi stimulere dannelsen af æg, så der i stedet for 1 æg udvikles 5-6 modne æg per måned. Kvinder, der ønsker at donere æg, behandles med en meget forsigtig hormonstimulation, hvor det kun tilstræbes at modne og udtage halvt så mange æg som ved reagensglasbefrugtning af barnløse par. Der er to måder at stimulere ægmodningen på – enten ved at du stikker dig i maveskindet med en lille pen hver dag i ca. 7-10 dage (denne metode giver flest æg), eller ved at tager tabletter i 5 dage. Ved ultralydskanning kan vi se, hvornår æggene er modne – typisk vil det være efter 12 - 14 dage.
1. Ved en indledende og uforpligtende samtale med lægerne på Fertilitetsklinikken vil du blive informeret om alle forhold vedrørende donation af æg, og den behandling du skal have, for at flere æg modnes i samme cyklus. Ved samtalen får du også mulighed for at få svar på alle de spørgsmål, der kan dukke op.
2. Hvis du efter denne samtale stadig ønsker at donere æg, vil du komme ind til optagelse af journal, en ultralydsskanning af dit underliv og vi vil tage en blodprøve for at undersøge for smitsomme sygdomme. Vi vil også aftale, hvilken måde, du ønske at stimulere æg-modningen på.
3. Næste gang du får menstruationsblødning, vil vi bede dig ringe til sekretærerne i Fertilitetsklinikken, så I kan aftale tid til en ultralydsskanning af dine æggestokke og livmoder på din cyklusdag 3. Første dag (dag 1 i din cyklus) er den dag hvor menstruationen er godt i gang, og du ’bløder rigtigt’. Får du menstruation i en weekend, skal du ringe om mandagen.
Fertilitetsklinikkens telefon: 35 45 49 53 er åben kl. 9.00-12.00
Det kan desværre være vanskeligt at komme igennem på telefonen. Det er ofte nemmest at komme igennem sidst i ringetiden.
Alternativt ring til læge Elisabeth Larsen på: tlf. 35 45 83 24
Tidspunkterne for ultralydskanningerne af æggestokkene afhænger af, om du tager tabletter eller stikker dig selv for at stimulere modning af ægblærerne:
Når ægblærerne ved en skanning viser sig at have den rette størrelse, skal du - uanset om du tager tabletter eller stikker dig selv med pennen - give dig selv en indsprøjtning med det ægløsende hormon. Indsprøtningen skal tages kl. 22. Igen vil sygeplejerskerne giver dig en grundig instruktion i, hvordan du gør.
Typisk finder ægudtagningen sted 12-14 dage efter din første menstruationsdag.
På den aftalte dag møder du kl. 8.15 i Fertilitetsklinikken. Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som tilbyder dig beroligende og smertestillende medicin. Sygeplejersken lægger også en lille plastikkanyle (venflon) i din arm, så du kan få du smertestillende medicin herigennem i forbindelse med ægudtagningen Vi anvender også lokalbedøvelse i skedetoppen, da udtagningen af æg kan gøre lidt ondt.
Selve ægudtagningen foregår ved, at lægen gennem skeden indfører en tynd nål i æggestokken. Samtidig foretages en ultralydskanning, så lægen præcis kan se, hvor ægblærerne ligger i æggestokken. De enkelte ægblærer tømmes for væske, hvorved æggene suges ud af æggestokken. Du kan blive noget døsig af medicinen, men vil være vågen under hele indgrebet, hvor vi normalt taler sammen om, hvad der foregår. Det hele tager ca. 15 minutter.
Efter ægudtagningen skal du hvile dig mindst et kvarter. Du skal ikke regne med at kunne arbejde denne dag, og på grund af den beroligende og smertestillende medicin, må du ikke selv køre bil. Du er meget velkommen til at medbringe din mand/en veninde/søster el. lign. til ægudtagningen. Hvis du får smerter i underlivet efter ægudtagningen, kan du tage paracetamol ( fx panodil, pinex, pamol).
Hvis der er tegn på komplikationer, kan du ringe til Fertilitetsklinikkens sygeplejersker på telefon 35 45 45 08 mellem kl. 9.00-12.00 og få en tid til kontrol ved afdelingens læger. Udenfor almindelig dagtid dvs. mellem kl 15.00-8.00 kan du ringe til Rigshospitalets omstilling på telefon 35 45 35 45 og bede om den vagthavende reservelæge i Gynækologisk Klinik.
Det er vigtigt, at du bruger anden prævention end p-piller/minipiller i den periode, hvor du behandles med hormonstimulerende medicin – særligt i dagene omkring ægudtagningen. Selvom vi vil gøre vores bedste for at udtage alle de modne æg kan det – for at skåne dig– være nødvendigt at efterlade nogle modne ægblærer. Disse modne æg vil nemt kunne befrugtes ved et ubeskyttet samleje i dagene omkring ægudtagningen. Da vi ydermere har modnet mere end et æg, er der også stor risiko for tvillinger eller trillinger.
Har du mod på at donere æg mere end én gang er dette bestemt tilladt. Der skal blot være en måneds pause imellem.
Ja. I enkelte tilfælde vurderer vi, at risikoen for dig ved at donere æg er for stor. Det kan f.eks. være fordi æggestokkene ligger svært tilgængelige for ægudtagning. Også af hensyn til din sikkerhed, er det vigtigt at dit BMI (body mass index) er under 30.
Du skal vide, at du når som helst i forløbet kan trække dit tilbud om at donere æg tilbage. Også den dag hvor du skal have taget æggene ud. Når du dertil, at æggene er taget ud, og du fortryder, vil æggene blive destrueret.
Du kan her tilmelde dig som ægdonor.
